Kolding: Pierre Legarth blev mangemillionær på at skabe Europas største kæde inden for autolakering. Nu bruger han energien på sine ejendomsselskaber og på “at lege med byggesten”. For han er vild med at bygge. Særligt i Kolding.
– At udvikle Kolding er ligesom at kysse. Du kan ikke få nok, når du først går i gang. Der er i hvert fald ikke tvivl om, at jeg elsker mit arbejde, siger Pierre Legarth.
Over 30 år opbyggede han Pierre.dk Autolakering, der en af Europas største autolakkæder, inden han i 2016 solgt sidste bid til et stort tysk selskab. Han er fortsat formand i sit livsværk, men til daglig bruger han energien på byggeri. Og han lægger ikke skjul på, at han har en forkærlighed for projekter i Kolding, hvilket er med til, at borgmesteren til Business Koldings awardshow onsdag aften kunne overrække ham æresprisen.
– Det er en imponerende og meget stor indsats, som du har ydet, og som du fortsat yder. Godt nok solgte du i 2016 Pierre.dk, men du igangsatte heldigvis nye initiativer og altid med Kolding i hjertet. Du udtaler altid, at Kolding er din hjemmebane, hvilket glæder os utrolig meget, lød det fra borgmester Jørn Pedersen.
Dejligt med anerkendelse
Prisen er stiftet af Foreningen Business Kolding og gives til “en person, der over en længere årrække har gjort en særlig indsats for Kolding”.
Personen skal have Kolding i hjertet og støtte initiativer i Kolding. Prisen er opkaldt efter statuen Hercules, der står på toppen af kæmpetårnet på Koldinghus. Det er ikke meningen, at prisen skal uddeles hvert år.
– Det er altid dejligt at få andres anerkendelse. Og jeg er selvfølgelig beæret og ydmyg over at modtage prisen. Det er altid dejligt, når nogen sætter pris på det, man laver, og nogen synes, det har værdi for lokalområdet. Så jeg er stolt over prisen, siger Pierre Legarth.
Udover at han i dag står bag husfirmaet Lasse Larsen Huse, har han blandt andet ombygget Solars gamle hovedkvarter på Haderslevvej til boliger.
Jeg er lokalpatriot
Første modtager af prisen har været en trofast støtte af byens håndboldflagskib KIF i mange år.
Han var sammen med Arne Hougaard og Flemming Skouboe med til at sikre, at Sydbank Arena blev udvidet. Han har op til byens og Koldinghus’ jubilæumsår siddet med i en gruppe, der skal skaffe ti millioner kroner til fejringen. Og så har han hvert år støttet Folkekøkkenet.
Men det er særligt gennem byggeriet, at han føler, at han bidrager til Koldings udvikling.
– Jeg er lokalpatriot og har tjent størstedelen af mine penge med udgangspunkt i Kolding, og jeg har også lyst til at investere i Kolding. Jeg vil gerne være en del af udviklingen og investerer derfor i ejendomme og byggeri. Og jeg gør en del for at bruge lokale håndværkere i den sammenhæng. Vi skal holde arbejdspladserne i Kolding. Vi skal jo støtte hinanden i den her kommune, så vi fastholder Kolding i førertrøjen, siger Pierre Legarth.